ShanghaiPride lukker ned

29 august 2020

l

Zoran

Beskeden om, at den første og største Pride festival i Kina—ShanghaiPride Festival—lukker ned i juli 2020 kom som et lyn fra himmelen. Uden nogen form for advarsel, annoncerede arrangørerne via WeChat, at festivalen efter 12 år aflyser alle kommende aktiviteter og tager pause fra planlægning af fremtidige events. Der gik mange spekulationer om, at det nok er de kinesiske myndigheder, der har truet eller har presset arrangørerne til at træffe denne afgørende beslutning. Efter sigende skulle dette mistanke ikke være så langt fra sandheden, da én af personerne bag festivalen, Charlene Liu, skriver på Facebook, at man lukker ned, da man ikke kan garantere “the safety of all involved” i forbindelse med dette års festival. Festivalen har et tæt samarbejde med udlandske virksomheder og sponserer, så situationen skal nok ses i konteksten af den nuværende anstrengte geopolitiske situation mellem USA og Kina. Med andre ord, begge lande trækker sig tilbage og er i gang med at sætte hårde grænser op mellem “os” og “dem”. Man har stor mistanke mod alt det “fremmede”, og her ser kinesiske myndigheder ShanghaiPride som et for “vestligt” koncept. 

Hvis queerness er noget “vestligt”, “så skal Kina ikke spille med på den side af grænsen”, går tanken. Denne afstandtagen fra vesten har man set før i form af dekoloniale fortællinger i det 20. århundrede om den “rene”, ikke-vestlige seksualitet, før den blev koloniseret af vestens dekadence og synd. Disse fortællinger findes især i den caribiske skønlitteratur, noget jeg skrev om i min første bog. Den kan du læse her. 

Dette er ikke for at sige, at “vesten”—hvad nu den term egentlig betyder—ligger på “den gode side” af historien. Kinas modvilje i forhold til USA kommer som reaktion på Trumps anti-kinesiske udtalelser og racistiske handlinger, noget man ikke rigtig kan klantre Kina for. Kigger man på Kinas moderne historie—især opiumkrigene—så kan man måske godt forstå, hvorfor Kina ikke har lyst til at gå igennem endnu et “100 års ydmygelse”. Med andre ord, problemet med dekolonisering er, at der “(igen) trækkes hårde grænser mellem “os” og “dem”, og her er det så, at Kinas LGBTQI+-personer bliver fanget midt i mellem, hvor man ikke er en “rigtig” kineser, idet man er queer, samtidig med, at man ikke “rigtig” er vestlig, idet man stadig holder fast ved ens kinesiske identitet. Og hvorfor skulle man ikke gør det? Er man automatisk en vesterlændning, hvis man er gay? Her er Dennis Altmans berygtede artikel om, at man enten kan være homoseksuel eller asiat, men ikke begge dele, et godt eksempel på den slags opstillet binær positionering. Artiklen er blevet kritiseret (også af mig) for at fastholde og vedligeholde forestilingen om det “frie” vesten og den “ufrie” resten af verden, som bare venter på at få lov til at blive “vestliggjort”. Jeg har selv skrevet om dette fænomen i min bog New Queer Sinophone Cinema, som kan læses her.

Midt i denne anspændte sitation kom der faktisk også godt nyt fra en anden front. Queer East Film Festival, som har base i London og showcaser queer film fra øst- og sydøstasien, har haft stor success med dette års festival, på trods af at dørene lukkedes pga. Covid-19-pandemien. Dette skyldes, at man besluttede at streame alle film—noget man også så i forbindelse med Cannes-festivalen. På denne måde fik festivalen mulighed for at vise film over for et meget større publikum, noget der også havde en stor betydning for filmskaberne, idet deres film kunne ses af et publikum, der aldrig ville have set dem i Londons biografer. Denne form for eksponering er god på mange måder. Først skabes der opmærksomhed, interesse og viden om asiatiske LGBTQ+-identiteter, noget som er en sjældenhed i mainstream fortællinger om ikke-heteronormativ seksualitet. For det andet, så får queer personer dannet en form for fællesskab, som har stor betydning, når man er konstant udsat for racisme og overgreb pga. ens seksualitet. Især når man står for beskydninger om “forræderi” (jf. mit tidligere argument) fra andre asiatiske samfund, både i asien og i diasporaen.

Jeg kan i denne forbindelse anbefale læseren at tage et kig på dette års MIX Copenhagen filmfestival, hvor man kommer til at vise 4 queer film fra asien. Jeg kan ikke lige nu afsløre hvilke, men de er helt sikkert værd at se på. Stay tuned!

Written by Zoran

Comments

0 kommentarer

da_DKDA
da_DKDA en_GBEN