Den næste sydkoreanske bølge står i kvindens tegn

6 august 2020

l

Zoran

House of Hummingbird (벌새, 2018), dir. Kim Bora

Med mesterværket Parasite (기생충, 2019) har den sydkoreanske instruktør Bong Joon-ho begået en af de bedste film i de sidste mange år. Han har (med rette) vundet næsten alle priser, en filminstrutør kan vinde. Fra de Gyldne Palmer i Cannes til Oscar for Bedste Film i Hollywood, Bong Joon-hos film har hevet statuetter hjem, som de fleste filmskabere kun kan drømme om. Den har også imponeret anmelderne, som næsten udelukkende har givet den top anmeldelser, mens publikummer har strømmet i biograferne for at se om al ståhejet holder stik. Det gjorde det!

Filmens overflod af priser har også haft en særlig betydning for den sydkoreanske filmindustri. I 2019 fejrede man 100-årsdagen for udgivelsen af landets første spillefilm, The Righteous Revenge (1919), instrueret af Kim Do-san. Man kan derfor sige, at filmens succes har fået symbolsk værdi, idet den store opmærksomhed fra verdenspressen har fungeret som en form for ultimativ anderkendelse og blåstempling af det, man i den akademiske verden har kaldt for ”Korean New Wave”. Denne ”bølge” af filminstruktører fra Sydkorea pustede nyt liv i landets filmkunst i slut 1990’erne og tidlige 00’ere, hvor navne som Bong Joon-ho, Park Chan-wook, Lee Chang-dong, Kim Jee-woon, Hong Sang-soo og Kim Ki-duk, vakte stor opmærksomhed og hev priser ind på filmfestivaler verden over. 

Bong Joon-ho ved Oscar-ceremonien, 2020. 

En ting, man hurtigt lægger mærke til er, at alle disse filminstruktører er mænd, og at kvinder bag kameraet er stærk underrepræsenterede i den sydkoreanske filmindustri. Dette er ikke for at sige, at der ikke findes kvinder i branchen, men derimod at temaer som køn, seksualitet og minoriteter i sydkoreanske film næsten altid har været set ud fra et maskulint og heteroseksuelt perspektiv.

I løbet af de sidste par år er der dog sket en spændende udvikling, hvor kvindelige instruktører har skabt opmærksomhed på de store asiatiske filmfestivaler (såsom Busan International Film Festival—BIFF), ikke blot på grund af deres køn, men også på baggrund af de emner og perspektiver, deres film bringer på banen.

Én af disse instruktørerne er Lee Kyoung-mi, som i 2016 instruerede den anmelderroste The Truth Beneath (비밀은 없다). Filmen handler om en kvinde (Yeon-hong), som desperat forsøger at finde sin teenagedatter, der pludselig en dag forsvinder fra sit hjem. Yeon-hongs mand, som er i gang med at føre valgkampagne, virker ikke synderlig opsat på at finde datteren, som han anser som en distraktion fra det vigtige politiske arbejde. Yeon-hong tager sagen i egne hænder og afslører en række hemmeligheder i sin søgen efter datteren. Her er det ikke manden, men derimod kvinden/konen og hendes og datterenes tilværelse i et manskulint miljø, der er i fokus. Det var også Lee, der vandt prisen for den bedste instruktør til Korean Association of Film Critics Awards i 2016 og ikke Park Chan-wook for sin anmelderroste The Handmaiden (아가씨) eller Na Hong-jin for sin fremragnede film The Wailing (곡성), som de fleste fagfolk ellers havde forventet skulle løbe hjem med æren.

The Truth Beneath (비밀은 없다), dir. Lee Kyoung-mi

Den helt store overraskelse ved BIFF i 2018 var debutfilmen fra Kim Bora ved titlen House of Hummingbird (벌새). Filmen følger den 14-årige Eunhee, som er den yngste datter i familien. Det er selvfølgelig hendes storebror, der får mest opmærksomhed fra familien. Men det er ikke kun de familiære relationer, der er i fokus i filmen. De ydre, sociale og historiske omstændigheder, såsom den nordkoreanske leder Kim Il-sungs pludselige død og Seongsu broens kollaps, sniger sig ind og påvirker familiens dagligdag. Kims film stiller sig kritisk overfor Sydkoreas moderniseringsproces, forældrenes store forventninger til deres børn, den store byrde, sønnerne i familien bærer rundt på, og landets manglende sociale sikkerhedsnet. Filmen har høstet utallige priser og der er nu store forventninger til Kim Boras næste film. Filmen er så god, at vi hos Copenhagen Asian Film Festival vil forsøge at få den hjem til næste års festival, som kommer til at foregå fra d. 7-14 februar 2021. 

House of Hummingbird (벌새), dir. Kim Bora

Our Love Story (연애담, 2016), instrueret af Lee Hyun-ju, følger to kvinder, som forelsker sig i hinanden. Her skulle man tro, at filmen ville fokusere på de forhindringer—homofobi, forældrenes forventninger—kvinderne i sidste ende uundværligt kommer til at støde i pga. deres forhold. Dette er dog ikke tilfældet. Filmen fokuserer i stedet på de almindelige og dagligdags udfordringer, alle par (heteroseksuelle som homoseksuelle) konfronteres med. Første kærlighed, romantisk tøven, misforståelser og uskyld er nogle af de temaer, Lee fremhæver. Og selv om filmen kan siges at indeholde en del melodrama, så bliver det aldrig for sentimentalt.

Our love Story (벌새), dir. Lee Hyun-ju

Kim Ji-young, Born 1982 (82년생 김지영), instrueret af Kim Do-young, er en filmatisering af Cho Nam-joos bestseller fra 2016. Bogen handler om en kvinde i 30’erne, som har opsagt sit job i reklamebranchen og vinket farvel til sin karriere, så hun kunne passe sit barn derhjemme, mens hendes mand (selvfølgelig) fortsætter i sit job og skal nu forsørge hele familien. Bogen nuancerede kritik af kønsdiskrimination i Sydkorea har gjort, at den i to år i træk har ligger nr. 1 på listen over de mest lånte biblioteksbøger i landet. Den har samtidig også været genstand for utallige anti-feministiske angreb. Rollen som Ji-young spillers af den fremragende Jung Yu-mi, som er kendt fra Oki’s Movie, Our Sunhi og Train to Busan, mens manden spilles af Gong Yoo, som har medvirket i Silenced, The Age of Shadows og Train to Busan. Filmen kan stærk anbefales!

Kim Ji-young, Born 1982 (82년생 김지영), dir. Kim Do-young

Den sidste film, jeg vil fremhæve, er den spritnye An Old Lady (69, 2020), instrueret af Lim Sun-ae, som handler om en 69-årig kvinde, som anklager sin fysioterapeut for voldtægt. Politiet tror ikke rigtig på hende, især da hendes hukommelse ikke helt er i top. Mangel på beviser gør, at sagen droppes, og nu er det op til hende selv og hendes partners søn, som er advokat, til at gøre noget ved sagen. Filmen tager både køns- og aldersdiskrimination som emne, og på den måde sætter andre dagsordner end dem, vi indtil har set i fra sydkoreanske film.

An Old Lady (69세), dir. Lim Sun-ae

Jeg tror, vi kommer til at høre meget mere om den næste generation af sydkoreanske (kvindelige) instruktører i de kommende år. Hvis Bong Joon-hos succes har gjort, at der er kommet (endnu) mere fokus på sydkoreansk filmkunst, så kan det også tænkes, at journalister, akademikere og almindelige filmelskere også vil have lyst og gåpåmod til at se, hvad den nye generation har at byde på, og hvad der rør sig ”bag” de røde løbere og de store maskuline fortællinger om hævn, blod, flotte kvinder og store og stærke (sydkoreanske) mænd.

Written by Zoran

Comments

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

da_DKDA
da_DKDA en_GBEN